Optagelse på danselinjen
For at blive optaget på danselinjen skal man i april/maj måned deltage i den årlige optagelsesprøve. Her vurderes børnenes potentiale, og de børn, som i første omgang skønnes egnede, inviteres til at følge undervisningen på skolen og ekstra danseundervisning i 2-3 dage. Herefter sker den endelige optagelse af de børn, der kan begynde på danselinjen det kommende skoleår. Næste optagelsesprøve finder sted tirsdag d. 5. maj 2009.
Fokus på talent og engagement
Der lægges vægt på børnenes evne til at huske enkle serier, på deres koordination af arme og ben, på deres rytmik og på deres sceniske udstråling.
Det forventes således ikke, at børnene kan en masse i forvejen. Men for at blive optaget skal man overbevise os om, at man med tiden kan blive god – og først og fremmest, at man har den viljestyrke, der er nødvendig for at nå målet.