Vedtægter for den selvejende institution Balletskolen

Godkendt af Undervisningsministeriet d. 16.06.2010   

Vedtægterne fra skolens stiftende generalforsamling i maj 1996 blev godkendt af Undervisningsministeriet d. 10. juni 1996.

Hjemsted

§ 1 Balletskolen er en selvejende, uafhængig uddannelsesinstitution beliggende Den Røde
Plads 4, 7500 Holstebro, Holstebro kommune, med CVR-nr. 19404404.
Skolen er oprettet d. 1. august 1996.

Formål

§ 2 Institutionens formål er at drive en friskole og en fribørnehave efter de til enhver tid
gældende love og andre retsregler for friskoler og private grundskoler m.v.

Stk. 2 Skolens virksomhed tilrettelægges for elever på Det Kongelige Teaters Balletskole, 
elever på skolens danselinie samt for elever i øvrigt, der følger de linier, der måtte
oprettes på skolen.

Undervisningens indhold og kvalitet tilrettelægges på en måde, så den enkelte elevs
faglige standpunkt til enhver tid svarer til folkeskolens niveau for det pågældende
klassetrin.

Stk. 3 Skolens virksomhed tilrettelægges i øvrigt i henhold til skolens værdigrundlag.

Skolens drift

§ 3 Skolens drift gennemføres ved offentlige tilskud samt ved egendækning i form af
skolepenge fra forældre.
Der kan endvidere modtages bidrag fra andre.

Stk. 2 Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode. Overskud tilfalder skolen og skal anvendes til konsolidering, så skolen har kapital til 
at imødegå fremtidige års eventuelle underskud og i øvrigt til bedste for skolen.
Bidrag til skolen giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af
nogen art.

Stk. 3 Bestyrelsen skal forvalte skolens midler til størst mulig gavn for skolen og skal tage 
skyldige økonomiske hensyn.

Stk. 4 Likvide midler, der ikke er nødvendige for skolens daglige drift, skal anbringes i
overensstemmelse med bestemmelserne i "Lov om friskoler og private grundskoler
m.v.". Midlerne må ikke anbringes på konti m.v., som andre end skolen har rådighed
over.

§ 4 Regnskabsåret følger kalenderåret.

Stk. 2 Bestyrelsen har ansvaret for, at der hvert år udarbejdes en retvisende årsrapport i
overensstemmelse med gældende regler og status for skolen i overensstemmelse med
reglerne for revision af friskoler og private grundskoler. Bestyrelsen har ansvaret for,
at årsrapporten underkastes betryggende revision efter gældende regler. Bestyrelsen
vælger skolens revisor.

Revisionen skal være afsluttet senest 1. april, og alle bestyrelsesmedlemmer skal
underskrive regnskabet og afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder
betingelserne for medlemskab af bestyrelsen.

Forældrekreds

§ 5 Forældrekredsen består af forældre til børn på skolen. Forældrenes rettigheder i
medfør af "Lov om friskoler og private grundskoler m.v." og denne vedtægt
tilkommer den eller de personer, der har forældremyndighed over eleven eller har
barnet i et offentligt anerkendt plejeforhold.

Tilsyn

§ 6 Det påhviler forældrekredsen at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed,
herunder med undervisningen i henhold til "Lov om friskoler og private grundskoler
m.v.".

Stk. 2 Forældrekredsen har det overordnede tilsyn med skolens undervisning. 
Undervisningen skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen og skal
forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre.

Stk. 3 Efter bestemmelserne i "Lov om friskoler og private grundskoler m.v." vælger 
forældrekredsen på den årlige generalforsamling en eller flere eksterne tilsynsførende
for et år ad gangen.

Stk. 4 Den eller de tilsynsførende afgiver hvert år en skriftlig erklæring til skolens bestyrelse 
og forældrekredsen. Tilsynserklæringen offentliggøres endvidere på skolens
hjemmeside.

Stk. 5 Den eller de tilsynsførende uddyber så vidt muligt den skriftlige erklæring ved en 
mundtlig beretning på skolens ordinære generalforsamling.

Generalforsamling

§ 7 Bestyrelsen skal på demokratisk vis drøfte skolens anliggender med forældrekredsen
på den årlige generalforsamling, som består af forældrekredsen samt de
bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget jf. § 10, stk. 1.

Generalforsamlingen skal godkende bestyrelsens beslutning om erhvervelse,
afhændelse og pantsætning af fast ejendom, bortset fra omprioritering, jf. § 15, stk. 1.

Stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i september måned på skolen eller på et andet egnet sted i hjemkommunen. 

Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 4 ugers varsel ved
almindeligt brev eller e-mail og med angivelse af følgende dagsorden :

1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsen aflægger beretning
3. Det reviderede regnskab forelægges til orientering
4. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer
5. Valg af 2 suppleanter
6. Fremlæggelse af tilsynserklæring
7. Valg af tilsynsførende
8. Indkomne forslag
9. Eventuelt

Ved valg af de bestyrelsesmedlemmer, der skal vælges af og blandt forældrene til 
elever på skolen efter reglerne i bekendtgørelsen om valg af tilsynsførende, skal det
være tydeligt og klart for alle parter, at det er valg af disse bestyrelsesmedlemmer, der
stemmes om. Det er bestyrelsens ansvar, at det alene er personer, der tilhører
forældrekredsen, der stemmer.

Ved valg af tilsynsførende skal det være tydeligt og klart for alle parter, at det er valg 
af tilsynsførende, der stemmes om. Det er bestyrelsens ansvar, at det alene er
personer, der tilhører forældrekredsen, der stemmer.

Stk. 3 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være indgivet skriftligt til skolens kontor senest 14 dage før generalforsamlingen, og de skal bekendtgøres for
forældrekredsen senest 1 uge før generalforsamlingen.

Stk. 4 Ved opstilling af kandidater til bestyrelsen skal der tilstræbes ligelig fordeling af 
kvinder og mænd.

§ 8 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når mindst 3 af bestyrelsens medlemmer 
ønsker det. Ekstraordinær generalforsamling afholdes endvidere, når mindst 10 % af
forældrekredsens medlemmer kræver det. Den indkaldes med mindst 4 ugers varsel
ved almindeligt brev eller pr. e-mail. Der kan dog i særlige tilfælde forekomme
kortere varsel.

Dagsorden skal oplyses ved indkaldelsen.

§ 9 Beslutninger på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling træffes ved 
almindelig stemmeflerhed med undtagelse af vedtægtsændringer og beslutning om
nedlæggelse af skolen, jf. § 17, stk. 1 og § 18, stk. 1

Stk. 2 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødte medlemmers antal, se dog § 18, stk. 1.

Alle personvalg foregår ved skriftlig afstemning.

Afstemninger i øvrigt foretages skriftligt, når blot ét medlem fremsætter ønske derom.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller brev. Dog kan der ved valg af tilsynsførende
og bestyrelsesmedlemmer gives fuldmagt til en person, med hvem man har fælles
forældremyndighed over et barn på skolen, jf. bekendtgørelse om valg af
tilsynsførende §3, stk. 2.

Stk. 3 Over det på generalforsamlingen passerede og vedtagne føres protokol, som 
underskrives af dirigenten.

Bestyrelse

§ 10 Efter reglerne i bekendtgørelsen om valg af tilsynsførende vælges af og blandt
forældrene til børn på skolen 4 medlemmer til bestyrelsen.
1 medlem udpeges af Region Midtjylland. Dette medlem udpeges for 4 år ad gangen,
svarende til valgperioden for regionsråd.
1 medlem vælges af og blandt skolens faste personale for 2 år ad gangen.
Bestyrelsen udpeger for 2 år ad gangen en person med særlige dansefaglige
kompetencer.

Skolelederen kan dog ikke vælges til bestyrelsen.

Der vælges af og blandt skolens forældre en 1. suppleant og en 2. suppleant, som
automatisk optages i bestyrelsen, hvis 1 eller 2 bestyrelsesmedlemmer træder ud af
bestyrelsen.

Stk. 2 Bestyrelsens forældrevalgte medlemmer vælges for 2 år og afgår skiftevis med valg i lige og ulige år. Genvalg kan finde sted.

Stk. 3 Bestyrelsesmedlemmerne skal være myndige, og et flertal, herunder formanden, skal være registreret i CPR med bopæl i Danmark.

Stk. 4 Hvis generalforsamlingens dagsorden indeholder en tillidsafstemning, kan ét eller 
flere bestyrelsesmedlemmer valgt af forældrekredsen med almindelig stemmeflerhed
afsættes i funktionsperioden af forældrekredsen.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer kan ikke afsættes i funktionsperioden.

Stk. 5 Bestyrelsesmedlemmerne er ved udøvelsen af hvervet ikke undergivet beslutninger 
truffet af det forum, den organisation, institution, forening eller lignende, der har valgt
eller udpeget dem.

Stk. 6 Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld, men kan gøres 
ansvarlige efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

Bestyrelsesmedlemmers rejseudgifter og øvrige udgifter i forbindelse med hvervet
afholdes af skolen efter reglerne om godtgørelse af udgifter ved tjenesterejser i staten.

Bestyrelsesmedlemmer kan ikke modtage honorar af skolens midler for varetagelsen
af hvervet som bestyrelsesmedlem.

Stk. 7 Et bestyrelsesmedlem udtræder øjeblikkeligt af bestyrelsen, såfremt vedkommende 
ikke længere opfylder habilitetsbetingelserne i friskoleloven for at være medlem, jf §
12.

Stk. 8 Et forældrevalgt bestyrelsesmedlem udtræder øjeblikkeligt af bestyrelsen, såfremt 
vedkommende ikke længere er medlem af forældrekredsen.

De forældrevalgte bestyrelsesmedlemmer skal ikke udtræde af bestyrelsen, hvis deres
børn i valgperioden udskrives mod forældrenes ønske.

Stk. 9 I tilfælde af et medlems udtræden i funktionsperioden, f.eks. ved generel inhabilitet, indtræder suppleanten. Hvis dette ikke er muligt, skal der hurtigst muligt vælges eller udpeges et nyt medlem for resten af perioden.

§ 11 Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer, som alle 
vælges blandt de forældrevalgte medlemmer.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, der optages som bilag til vedtægterne.

Stk. 2 Skolens leder, der er bestyrelsens sekretær, deltager i bestyrelsens møder uden 
stemmeret.

Stk. 3 Bestyrelsen afholder møde mindst 6 gange årligt.

Stk. 4 Formanden indkalder mødedeltagerne pr. brev eller e-mail og giver forinden møderne de pågældende underretning om, hvilke sager der vil komme til behandling på mødet.

Stk. 5 Formanden leder forhandlingerne og afstemningerne og drager omsorg for, at 
beslutningerne indføres i en beslutningsprotokol. Denne underskrives efterfølgende af
mødets deltagere. Enhver af disse er berettiget til kort at få sin afvigende mening
indført i beslutningsprotokollen. Konstateret inhabilitet indføres i protokollen.

Formanden drager omsorg for udførelsen af de trufne beslutninger.

Stk. 6 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed blandt de tilstedeværende. Der kan 
ikke stemmes ved fuldmagt eller brev.

I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende, i dennes fravær
næstformandens.

§ 12 Et bestyrelsesmedlem er inhabil i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste 
har økonomisk eller særlig personlig interesse i sagens udfald. I øvrigt er de
almindelige regler for inhabilitet og tavshedspligt, der er gældende for offentlig
forvaltning, gældende for bestyrelsens medlemmer, skolens leder og øvrige ansatte.

Stk. 2 Bestyrelsesmedlemmer må ikke samtidig eje eller sidde i bestyrelse for en 
virksomhed, som udlejer lokaler til skolen.

Bestyrelsesmedlemmer kan ikke samtidig sidde i bestyrelsen for en anden skole, der
drives i henhold til "Lov om friskoler og private grundskoler m.v."

§ 13 Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er ansvarlig over for 
undervisningsministeren for, at skolens økonomi og drift er i overensstemmelse med
denne vedtægt, lovgivningen og andre retsregler. Bestyrelsen er endvidere ansvarlig
for, at forvaltningen af de statslige tilskud er i overensstemmelse med bestemmelserne
i "Lov om friskoler og private grundskoler m.v." og skolens vedtægter.

Stk. 2 Bestyrelsen er ansvarlig for, at forældrekredsen på den årlige generalforsamling 
vælger en tilsynsførende, og at forældrekredsen fastsætter retningslinier for
forældrekredsens eget tilsyn, jf. § 6, stk. 1, 2 og 3.

Stk. 3 Bestyrelsen skal påse, at bogføring og formueforvaltning kontrolleres på betryggende måde, jf. § 3, stk. 2, 3 og 4 og § 4, stk. 2. Bestyrelsen skal forvalte skolens midler til størst mulig gavn for skolen og skal tage skyldige økonomiske hensyn.

Stk. 4 Bestyrelsen fastsætter størrelsen af skolepenge og forældrebetaling til 
skolefritidsordning efter indstilling fra skolelederen.

Stk. 5 Bestyrelsen skal underrette Undervisningsministeriet, hvis skolen standser sine 
betalinger, begæres konkurs, eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må
indstilles.

Stk. 6 Bestyrelsen ansætter og afskediger skolens leder og andet fast ansat personale.

§ 14 Bestyrelsen fastsætter de nærmere regler for retten til indsigt i skolens forhold. 
Medlemmer af forældrekredsen og fastansatte har dog altid ret til indsigt i budgetter,
regnskaber og revisionsprotokol, når disse er godkendt af bestyrelsen. Bestyrelsen kan
i særlige tilfælde udstrække retten til indsigt i skolens forhold til andre. Oplysninger
omfattet af bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningsloven kan dog ikke
videregives.

Tegningsret

§ 15 Skolen tegnes af bestyrelsens formand i forening med skolelederen eller en af disse i
forening med næstformanden. Tegningsretten kan ikke delegeres, og der kan ikke
gives prokura.

Ved erhvervelse, afhændelse og pantsætning af fast ejendom kræves underskrift af
mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer, jf. § 7, stk. 1.

Skoleleder

§ 16 Skolelederen har over for Undervisningsministeriet, forældrekredsen og bestyrelsen
ansvaret for den daglige og den pædagogiske ledelse af skolen i henhold til gældende
love, bekendtgørelser og ministerielle forskrifter.

Stk. 2 Skolelederen er ansvarlig for skolens daglige administration og personaleledelse.

Stk. 3 Skolelederen underretter bestyrelsen om alle forhold, som er af betydning for 
bestyrelsens varetagelse af den overordnede ledelse.

Bestyrelsen kan i øvrigt træffe beslutning om, at skolelederen i nærmere fastlagt
omfang og under bestyrelsens ansvar bemyndiges til at udføre overordnede
ledelsesfunktioner, når dette findes nødvendigt for at opnå en hensigtsmæssig daglig
ledelse.

Vedtægtsændring

§ 17 Vedtægtsændringer kan kun foretages efter beslutning og indstilling fra bestyrelsen.

Stk. 2 Til ændring af vedtægterne kræves, at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer af 
forældrekredsen til en generalforsamling stemmer for ændringen, jf. § 9, stk. 1, og at
Undervisningsministeriet godkender ændringen.

Stk. 3 Vedtægtsændringer, som ministeriet skriftligt har pålagt skolen, eller som følger af 
ændringer i ministeriets vedtægtsbekendtgørelse, kan besluttes af et flertal i
bestyrelsen.

Forældrekredsen skal efterfølgende have meddelelse herom.

Nedlæggelse

§ 18 Beslutning om nedlæggelse af skolen træffes efter indstilling fra skolens bestyrelse på
en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af samtlige medlemmer stemmer for
ophævelsen. Opnås sådant flertal ikke, kan ophævelsen mindst 30 dage efter
forelægges på en ny generalforsamling, hvor den kan vedtages med 2/3 flertal af de
fremmødte medlemmer.

Stk. 2 Hvis bestyrelsen efter lovgivningen skal drage omsorg for likvidation af skolen, eller 
ophører skolen med at drive virksomhed i overensstemmelse med
formålsbestemmelsen, skal bestyrelsen sørge for nedlæggelse.

Stk. 3 Det påhviler bestyrelsen at give Undervisningsministeriet, elevernes hjemkommuner 
og forældrekredsen meddelelse om skolens nedlæggelse og om grundlaget herfor
umiddelbart efter beslutningen om nedlæggelse af skolen er truffet.

Stk. 4 Det påhviler endvidere i tilfælde af skolens nedlæggelse den siddende bestyrelse at 
fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver og passiver er
gennemført efter gældende regler, idet bestyrelsen har ansvaret for bevarelsen af
skolens aktiver og for, at den økonomiske afvikling i anledning af skolens
nedlæggelse foretages efter gældende regler, herunder at skolens nettoformue
anvendes i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelse herom.

Stk. 5 Mulige overskydende midler fordeles efter Undervisningsministeriets godkendelse 
ligeligt mellem de friskoler i Holstebro kommune, der støttes gennem lov om friskoler
og private grundskoler m.v.

§ 19 Nærværende vedtægters bestemmelser om skolens styrelse og økonomiske forhold er først gyldige, når de er godkendt af Undervisningsministeriet.

Nærværende vedtægt er i underskrevet stand fremsendt i 3 eksemplarer til Undervisningsministeriet.

Således vedtaget på ekstraordinær generalforsamling d. 18. maj 2010.